Livet som frivillig på Our Chalet

Charlotte var frivillig på Our Chalet i foråret. Her kan du læse om nogle af de oplevelser hun fik med sig hjem i kufferten.

Jeg var en Spring Volunteer (Our Chalet Assistant) på Our Chalet i foråret 2017. Det var en helt fantastisk oplevelse, det skyldtes især de vildt seje pigespejdere jeg boede og arbejdede sammen med. Vi fik et rigtig tæt forhold og venskab til hinanden, og fordi vi havde det så sjovt sammen, var vi i stand til at gøre selv den kedeligste opgave eller den længste dag til en fest. Det var også fantastisk at møde så mange forskellige pigespejdere fra hele verden og lære fra og af dem om hvordan man også kan gøre tingene.

    

Det, der gjorde størst indtryk var nok det der med, at så mange forskellige kulturer og personligheder skulle finde hinanden og lære at arbejde sammen, på trods af vores mange forskelligheder. Men vi havde allesammen det tilfælles, at vi var pigespejdere, og det var nok det udgangspunkt der hjælp os med at samarbejde, leve og arbejde sammen, et langt stykke hen af vejen.

Our Chalet er noget helt specielt, for på et dansk spejdercenter fokuseres der på det vi alle i Danmark kender som pionereing osv., alle kender mere eller mindre hinanden og hvad de enkelte korps står for. På et internationalt spejdercenter møder man så mange forskellige kulturer og måder at være spejder på. Så der er umuligt at bruge ordet ‘plejer’, fordi man laver spejderarbejde på så mange forskellige måder rundt omkring i verden.

 

Det at møde nogen af dine 10 millioner pigespejderveninder fra forkellige steder i verden, er bare en bare helt fantastisk, og derfor er internationale spejderoplevelser noget særligt. Det er der man virkelig oplever, at man langt fra er den eneste i verden med et spejdertørklæde. Man lærer så meget om andre og sig selv.

Jeg er i den grad anbefale Our Chalet, både som frivillig, men også som gæst på centret, som jeg selv var i sommeren 2009 og 2015. Mine ture til Our Chalet er nogle af de spejderoplevelser jeg husker bedst. Min drøm er virkelig, at alle pigespejdere på et eller andet tidspunkt i deres spejderliv besøger og/eller er frivillig på et verdensspejdercenter, for det er en fantastisk berigende og lærerig oplevelse. Jeg har bl.a. lært så utroligt meget om mig selv, og om hvordan jeg bedst kan forstå, arbejde sammen med og håndtere mange forskellige mennesker og kulturer. Man vil ikke fortryde at tage afsted, kun ikke at gøre det!

Spejderhilsner,
Charlotte Støvring Preussler, De grønne pigespejdere