Styregruppemedlemmer til Free Being Me

Styregruppemedlemmer til Free Being Me

Free Being Me er et aktivitetsmateriale udarbejdet af World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS). Materialet har til formål at give spejderne mere selvsikkerhed forbundet til krop og udseende samt gøre dem bevidste om, hvordan de kan gøre en forskel både lokalt og globalt. WAGGGS er netop ved at lægge sidste hånd på en ny og forbedret udgave af aktivitetsmaterialet, og Pigespejdernes Fællesråd Danmark (PFD) skal være med til at implementere dette i dansk spejderarbejde. 

Hvad søger vi?
Lige nu leder vi efter fire medlemmer til en nystartet styregruppe, som vil have det overordnede ansvar for Free Being Me i Danmark. Styregruppen vil blive etableret som et udvalg under Pigespejdernes Fællesråd Danmark (PFD), og vil derfor have en kontaktperson i Fællesrådet, som vil være til rådighed under hele forløbet. På længere sigt vil styregruppen få op til flere arbejdsgrupper under sig, som styregruppen vil være ansvarlige for. Medlemmerne af styregruppen kan i høj grad selv være med til at forme arbejdsgrupper, deres arbejdsopgaver og udvælgelse af fremtidige medlemmer. Du kan søge om en plads i styregruppen uanset hvilket korps du er medlem af og uanset dit køn. Der er plads til alle. 

Hvem er du?
Der er ingen facitliste på, hvem du skal være, men vi ser gerne, at du kan nikke genkendende til flere af følgende ting: 

  • Du har interesse for internationalt spejderarbejde og WAGGGS i særdeleshed, men behøver ikke at have erfaring med dig 
  • Du er klar på projektledelse, at lede og fordele arbejde og holde kontakten til relevante partnere 
  • Du kan se dig selv arbejde med projektet i op til flere år
  • Du har måske allerede erfaring med Free Being Me eller er åben for at dykke ned i materialet og dygtiggøre dig 
  • Du interesserer dig for kommunikation og PR 
  • Du har erfaring med programmateriale 
  • Du er visioner og ikke bange for at sætte barren højt og være med til at nå målet

Dertil ser vi selvfølgelig på konstellationen mellem medlemmerne af styregruppen, så vi kan opnå et godt samarbejde og et bredt område af kompetencer. Vi ønsker, at der i styregruppen indgår minimum én, som har erfaring med og mod på økonomistyring. 

Mere om projektet
Den nye og forbedrede udgave af Free Being Me udgives et sted mellem forår og sommer 2021 og vil danne udgangspunkt for et femårigt arbejde frem til første halvår af 2026, hvoraf du kun forpligter dig på de første to år – med mulighed for at forlænge. Projektet ledes i samarbejde med Dove, som også sætter funding til rådighed, men vores tætteste partnere vil være i WAGGGS, hvor vi har tæt og løbende kontakt med ansatte. 

Jeg vil være med. Hvordan?
Send en ansøgning til os med et par ord om dine erfaringer og interesser og vedlæg gerne dit spejder-CV oveni. Ansøgningen skal sendes til ic@pigespejder.dk senest d. 14. marts.

Comments are closed.