Jeg var en Spring Volunteer (Our Chalet Assistant) på Our Chalet i foråret 2017. Det var en helt fantastisk oplevelse, det skyldtes især de vildt seje pigespejdere jeg boede og arbejdede sammen med. Vi fik et rigtig tæt forhold og venskab til hinanden, og fordi vi havde det så sjovt sammen, var vi i stand til at gøre selv den kedeligste opgave eller den længste dag til en fest. Det var også fantastisk at møde så mange forskellige pigespejdere fra hele verden og lære fra og af dem om hvordan man også kan gøre tingene.

Det, der gjorde størst indtryk var nok det der med, at så mange forskellige kulturer og personligheder skulle finde hinanden og lære at arbejde sammen, på trods af vores mange forskelligheder. Men vi havde allesammen det tilfælles, at vi var pigespejdere, og det var nok det udgangspunkt der hjælp os med at samarbejde, leve og arbejde sammen, et langt stykke hen af vejen.

Our Chalet er noget helt specielt, for på et dansk spejdercenter fokuseres der på det vi alle i Danmark kender som pionereing osv., alle kender mere eller mindre hinanden og hvad de enkelte korps står for. På et internationalt spejdercenter møder man så mange forskellige kulturer og måder at være spejder på. Så der er umuligt at bruge ordet ‘plejer’, fordi man laver spejderarbejde på så mange forskellige måder rundt omkring i verden.

Det at møde nogen af dine 10 millioner pigespejderveninder fra forkellige steder i verden, er bare en bare helt fantastisk, og derfor er internationale spejderoplevelser noget særligt. Det er der man virkelig oplever, at man langt fra er den eneste i verden med et spejdertørklæde. Man lærer så meget om andre og sig selv.

Jeg er i den grad anbefale Our Chalet, både som frivillig, men også som gæst på centret, som jeg selv var i sommeren 2009 og 2015. Mine ture til Our Chalet er nogle af de spejderoplevelser jeg husker bedst. Min drøm er virkelig, at alle pigespejdere på et eller andet tidspunkt i deres spejderliv besøger og/eller er frivillig på et verdensspejdercenter, for det er en fantastisk berigende og lærerig oplevelse. Jeg har bl.a. lært så utroligt meget om mig selv, og om hvordan jeg bedst kan forstå, arbejde sammen med og håndtere mange forskellige mennesker og kulturer. Man vil ikke fortryde at tage afsted, kun ikke at gøre det!

Spejderhilsner,
Charlotte Støvring Preussler, De grønne pigespejdere

Da jeg ankom til Our Chalet i Adelboden, blev jeg mødt af en grøn dal omringet af høje bjerge med sne på toppene. Det var overvældende smukt og man kan ikke lade være med at føle sig ydmyg over for jorden og dens ressourcer. Den stemning fulgte mig igennem hele Helen Storrow Seminaret, hvor verden, time for time, åbnede sig op for mig. Igennem ugen har vi på tværs af deltagere, planlægningsteam og centerteam delt oplevelser om alt fra klima, natur, kultur og rettighedssyn til spejdertraditioner og livretter.

Det viser sig at vi ikke er så forskellige. Mange af mine nye venner fandt ud af at det ikke kun er deres land, der har problemer med affald. Og jeg fandt ud af, at vi mange steder i Danmark er ret gode til at sortere affald, i forhold til resten af verden. Men, vi køber samtidig meget nyt, som skaber mere affald. Vi er heldige at vi har et samfund, der prioritere miljøet og affaldshåndtering. Jeg har snakket meget med Eshi fra Tanzania om hvordan affaldshåndtering er svært at arbejde med, når politikkerne ikke opstiller de nødvendige rammer for at man kan håndtere sit affald bæredygtigt. Fernanda fra Paraguay kunne fortælle, hvordan deres affaldssortering foregik ved at dumpe det hele på en losseplads i vandkanten af en af deres store floder. Det var bare et af de emner der dukker op igen og igen. Problemerne er de samme, men vi har vidt forskellige løsninger på det.

Vi, 24 kursister, har brugt ugen på at dele erfaringer, udfordre hinanden og støtte hinanden til at nå længere end vi troede vi kunne. Vi havde mange på seminaret, der aldrig havde set sne før. Det var fantastisk at se deres øjne, udtryk og begejstring, da det begyndte at sne en dag. Vi havde deres første sneboldkamp, lavede sneengle og lærte dem at gå i sneen på vej til Adventure Parken. I Adventure Parken derimod måtte Eshi fra Tanzania, Iiris Fra Finland og Karen fra Australien hjælpe mig med at udfordre mig selv i højderne.

Jeg er dybt taknemmelig for de nye perspektiver og boblende håb alle disse fantastiske kvinder har givet mig på Helen Storrow Seminaret. I løbet af denne uge har jeg fået håb. Håb om at hvis vi står sammen, deler viden og motiverer hinanden kan vi rykke verden stykke for stykke. Vores nye fællesskab vil i hvert fald gøre sit til at det sker.

Spejderhilsner,

Johanne Hardervig, Det Danske Spejderkorps

Emma og Signe har med støtte fra Dronning Ingrids Rejsefond været på Roverway i Frankrig.

I anden del af Emma og Signes rejseblog kan du læse om Emmas Route og den fælles del af Roverway i Jambville.

Emmas Route:

Min patrulje bestående af Anne, Anna, Thorvald, Anne og jeg selv fandt selv vej til Lyon, hvor vores åbningsceremoni skulle finde sted. Ved ceremonien blev vi tjekket ind, og ventede i bagende sol – spændte – på hvad der skulle ske. Efter underholdning, dans og aktiviteter på scenen blev vi fordelt i busser, der skulle til hver deres sted i Frankrig.

På vores Route var vi sammen med én patrulje fra hvert land fra henholdsvis Italien, Frankrig, UK, Norge og Portugal.

I begyndelsen var det rigtig svært med kommunikationen, da mange havde svært ved engelsk. Efter introducerende lege og snak på tværs gik det lettere, og vi blev ligeledes delt ind i serviceteam. Et serviceteam bestod af mindst én fra hvert land, så alle nationaliteter var repræsenteret i et team. Hvert team havde en opgave om dagen, som de skulle løse. Det var samtidig en mulighed for at komme tættere ind på enkeltpersoner fra de andre lande, og det var lettere at snakke om eksempelvis kulturer når man stod for madlavningen sammen.

De første par dage gik med at sætte telte op, bygge spisebord, toiletter og bade. Det var en noget mere primitiv lejr end de fleste er vant til i Danmark, men vi fik det bedste ud af det i patruljen. Den primitive lejrstil er hvad franskmændene bruger hver gang, så det var samtidig spændende at lære mere om det.

Programmet på vores Route var fokuseret meget på det kulturelle. Hver dag lavede et nyt land på Routen aftensmad – gerne en traditionel ret fra eget land. Vi fik smagt mange spændende ting. Ligeledes skulle hvert land komme op med halvanden times aktivitet som afspejlede deres spejderaktiviteter derhjemme.

Vi fik både spillet boldspil, været på natløb, prøvet noget mere spirituelt materiale af med mere. Det var rigtig spændende og inspirerende at prøve det hele selv, og det gav gode idéer til egne spejdermøder herhjemme.

På Routen havde vi et samarbejde med lokale bønder, som skulle have hjælp til deres kartoffelmarker. Vi fjernede vandsystemerne, pillede ukrudt op og fjernede sten for dem, så de nemt kunne vende jorden med maskinerne. Det var en sjov og anderledes aktivitet for os, men også et indblik i den franske kultur.

Vi fik også set flere franske landsbyer. Et meget hyggeligt miljø for os at færdes i, og det blev til nogle rigtig flotte udsigter på vores hejk.

På sidstedagen hjalp vi alle med at få slået teltene ned, pakket sammen og båret alt op til bussen, som skulle køre os til Jambville, som var den storslåede anden del af Roverway!

Da vi ankommer til Jambville, ser vi et flot, gammelt slot lige i indgangen og det ligner ved første øjekast ikke et område for en spejderlejr. Omgivelserne var anderledes end normalt, men det ændrede ikke på den fede oplevelse.

I Jambville boede vi fortsat i de samme internationale lejre fra vores Route, og det var derfor i meget begrænsede mængder at vi færdes med danskerne.

De første to dage bød på inspirerende moduler om fire større emner i samfundet: ”broadening your horizons”, “Be your own superhero”, “Making Choices” og “A better world”. Flere af modulerne bød op til diskussion om verdensproblemer, og på mange aktiviteter fandt vi desuden løsninger på problemerne. Det var øjenåbnere, men på en sjov måde.

Om aftenen foregik der oftest shows på scenen. Her var der rig mulighed for sang og dans til ”I Am A Rover” som var årets lejrsang, men også nymoderne popnumre blev leveret af det internationale roverband på scenen. Kanon!

Efter showsne var der mulighed for at finde sig til rette hos én af lejren caféer eller man kunne slå sig løs i Silent Disco.
På den sidste aften og morgenen på afrejsedagen var stemningen lidt trykket. De venskaber vi havde stiftet de seneste to uger, skulle vi tage afsked med og det var ikke lige nemt for alle. Vi skulle med én af de første busser, så vi løb af sted straks efter afslutningsceremonien var slut. Vi siger tak for denne gang, og ser frem til vores næste store internationale spejderoplevelse.

Spejderhilsner,

Emma Elgaard Larsen, De grønne pigespejdere

34 nye spejderledere mellem 18 og 30 år fra det amerikanske Peace Corps deltog i september på en træning om opstart af spejderarbejde i Albanien. Da der ikke allerede er spejderarbejde i Albanien, startede vi helt fra bunden, med emner som patruljearbejde og hvad søren en patrulje er for noget, om man skulle kalde sig scouts eller guides, hvordan man afholder et tropmøde og introduktion til aktivitetsmateriale om Social Entrepreneurship.

Sidst nævnte punkt, var der hvor jeg kom ind i billedet, da jeg er en del af teamet under Pigespejdernes Fællesråd, der arbejder med projektet Iværksætteri Giver Værdi (Social Entrepreneurship), hvor spejdere udvikler og gennemfører sociale iværksætteri-projekter. Det bærende programstof for de første seks måneders spejderarbejde i Albanien bliver Social Entrepreneurship aktivitetsmaterialet. Deltagerne var enormt engagerede i arbejdet med at få materialet ind under huden gennem de fire faser – Imagine – Dream – Do – Share. Det var spændende at opleve begejstringen sprede sig i løbet af træningen og fedt at mærke at projektet har relevans ud over Danmarks grænser.

De nye ledere har allerede afholdt deres første tropmøder og næste skridt bliver at udstede en konkurrence troppene imellem om at designe den kommende organisations tørklæder.

Det hele startede da vi blev kontaktet af WAGGGS og nogle ildsjæle fra Albanien, som gerne ville starte spejderarbejde op i landet og gerne ville bruge Social Entrepreneurship aktivitetsmaterialet, som de havde fået en smagsprøve på i en session på Europakonferencen.

Træningen blev til som et samarbejde mellem WAGGGS og det amerikanske Peace Corps. Derfor var der både albanske frivillige og amerikanske Peace Corps volunteers, som skal støtte de lokale ildsjæle i processen med at etablere spejderarbejdet. På træningen fik vi også klemt en smule udendørs tid ind, så de nye ledere kunne prøve kræfter med at lave bål og riste skumfiduser. Det var en stor succes.

Jeg glæder mig til at se spejderarbejdet blomstre i Albanien og se hvilke sociale iværksætteriprojekter, spejderne udvikler på deres tropsmøder.

Susanne Kolle, Team Iværksætteri Giver Værdi

Kære læsere,

Vi har denne sommerferie hevet to uger ud af vores kalendere, for at finde plads til en international spejderoplevelse, Roverway.

Roverway er et event, der fremhæver engagement og EU-borgerskab og er samtidig en god mulighed for at udvide sit netværk i Danmark og resten af Europa.

Som The Danish Contingent rejste vi sammen til Paris, for at opleve Frankrigs hovedstad inden Roverway startede. I mindre grupper fik vi frihed til at gå rundt selv, og selv tage stilling til hvilke seværdigheder vi ville se.

Mange af os tog turen forbi Eiffeltårnet, Louvre, Notre Dame, Triumfbuen og Latinerkvarteret.Efter dagene i Paris splittedes de tre danske patruljer, da vi skulle videre på de såkaldte Routes, som er første etape af Roverway. Her kan I hører mere om Signes Route:

Jeg tog med min patrulje til byen Amiens, nord for Paris, for at opleve åningscermonien, der var et startskud til hele vores route. Vi ankom på st. hvor vi allerede mødte andre spejdere, som var fra Irland a.k.a dem med de flotte tørklæder. Herefter tog vi fra st. til en gammel cirkusbygning, hvor vi blev tjekket ind, og derefter skulle opleve showet, der bød på musik, taler, konkurrencer og selvfølgelig lejrsangen, der selvfølgelig havde en tilhørende High-School-Musical-inspireret-dans. Efter showet blev alle deltagere fordelt i busser efter deres route. Min patruljes route havde temaet kultur, hvor vi skulle opleve og lære af hinandens kulturer gennem en fælles film, alle patruljerne lavede i fællesskab. Allerede i busturen på vej til Lille, hvor vi skulle bo,  lærte vi, at Portugal stadig er helt op og køre over, at de vandt EM. Det gav os den mulighed at lære samtlige fodboldsange til at dele al den begejstring med franskmændene.  Udover Portugal havde vi to patruljer fra Cypern med, en patrulje fra Frankrig og en patrulje fra Slovenien på vores route.

Da vi ankom blev teltpladserne fordelt, og vi endte med at sove ved siden af Slovenien, som vi fandt ud af, at det var et land, der egentlig mindede utrolig meget om Danmark! For at komme bedre ind på hinanden legede vi lege og hyggede os rundt om bålet.

Dagen derpå gik vi i gang med at lave manuskriptet til vores film, der skulle være en mockumentary, som gjorde grin med stereotyper og klichér fra hvert land. Det var hårdt arbejde bare at få det hele med i manuscriptet, men vi er sikre på, at det var det hele værd, da vi endnu ikke har set filmen endnu… Vores routeleder, Charles, havde sørget for et samarbejde med AXIO, der er et filmselskab, der kom med alt udstyret til filmen. Det var spændende og en sjov måde at lære de andre kultures klichér og stereotyper (og få dem lidt bekræftet). En kliché om Cypern var for eksempel, at dem fra Cypern altid sidder og slapper af og drikker en frappé, hvilket var en meget passende beskrivelse.

Hvert land havde en maddag og en dag hvor man planlagde et lejrbål om aftenen. Vi valgte at lave den danske version af kylling i karry suppleret med lidt æbler. Det blev godt modtaget, selvom folk var lidt skeptiske overfor de der æbler. Da det var portugisernes tur, havde de bildt alle ind, at vi skulle have den traditionelle ret med tyrenosser. Man kunne se skrækken i alles øjne, men da dagen skred frem, var det ligesom om, at vi nu alle havde mentalt forberedt os på den her ret, og vi var alle lidt spændte på, det vi nu skulle smage. Men men men, selvfølgelig havde portugiserne lavet sjov med alle, og vi skulle egentlig bare have en harmløs ret med tun. Lidt skuffende må jeg sige, men på franskmændenes maddag fik vi dog smagt frølår :D.
Routen var en fantastisk oplevelse, og den gjorde det endnu nemmere for os alle at komme bedre ind på hinandens kulturer og lære hinanden at kende inden, vi skulle bo sammen på lejren, og hvis man spørger mig, var det den bedste del af hele turen!

Spejderhilsner,

Signe Sørensen, Det Danske Baptist Spejderkorps

Om 20 dage er der valg til Europakomitéen i WAGGGS, og jeg er en af kandidaterne. Vi er 10 kandidater om 6 pladser. Det kan næsten ikke blive mere spændende! Men hvad er Europakomitéen egentlig for noget? Og hvad vil jeg der?

WAGGGS er verdensorganisationen for pigespejdere. I Danmark er pigerne i Det Danske Spejderkorps, Danske Baptisters Spejderkorps og De grønne pigespejdere medlem i WAGGGS. WAGGGS har en verdensbestyrelse og er desuden inddelt i 5 regioner, som hver ledes af en komité. De helt store strategiske beslutninger træffes i verdensbestyrelsen, mens Europakomitéen og de andre regionale komitéer har til opgave at hjælpe med at føre beslutningerne ud i livet i den regionale kontekst.

Selvom der er mange ting, vi har tilfælles med pigespejdere på tværs af hele verden, er der nemlig også mange ting, som er særlige for spejderarbejdet i Europa. En af dem er, at mange spejderkorps ikke blot er medlem i WAGGGS, men også i den anden store verdensspejderorganisation WOSM – og derfor arbejder WAGGGS og WOSM tæt sammen i Europa. En anden særlig ting i Europa er det store fokus på friluftsliv, udfordringer og adventure i vores spejderarbejde. Et tredje særkende er, at vi har aftalt at betale ekstra kontingenter til WAGGGS til gengæld for, at vi får nogle særlige tilbud i vores spejderarbejde – fx ekstra internationale kurser, Roverway og andre spændende europæiske aktiviteter. Det er nogle af de ting, jeg skal arbejde med, hvis jeg bliver valgt.

Jeg tror på, at noget af det, vi kan gøre endnu mere af i det europæiske spejderarbejde er, at tage vare på vores samfund. ”Social Impact” hedder det på WAGGGS-sprog. Det handler fx om at hjælpe de mange børn, unge og voksne, som flygter op igennem Europa, med at få et godt liv og et socialt netværk i det nye land, de er kommet til. Eller om at skabe større sammenhængskraft på tværs af befolkningsgrupper i lokalsamfundet. Der er mange muligheder. Vi skal bare være gode til at gribe dem og bruge vores styrker, både individuelt og som organisationer, til at gøre en forskel. For det kan vi godt.

Der er mange andre ting, jeg også gerne vil arbejde for i Europakomitéen. Men først skal jeg vælges. De andre kandidater kommer fra Polen, Armenien, Slovenien, Spanien, Malta, Irland, UK, Holland og Norge. Det bliver spændende at se, hvordan den nye Europakomité bliver sammensat. Og jeg er meget spændt på, om jeg er en af de heldige, der får en plads i komitéen, når resultatet af valget offentliggøres om 20 dage.

Miriam Madsen, De Grønne Pigespejdere

Da jeg i sommeren 2013 blev student var jeg klar over, at jeg, ligesom mange andre, skulle have en pause fra at studere. Mit mål for mit sabbatår var, at jeg skulle ud at rejse og gerne i et program hvor jeg kunne arbejde frivilligt og derigennem komme helt tæt på den kultur jeg befandt mig i. Jeg har altid været meget engageret i spejderbevægelsen, så det var helt naturligt for mig at undersøge mulighederne her først – og dem må jeg sige der er nok af. Med fem verdenscentre at vælge imellem, i fem meget forskellige lande, var der pludselig næsten for mange muligheder.

Efter nøje overvejelse og mange lister med ‘for og imod’ faldt min beslutning dog på Sangam World Centre i Indien, og det har jeg ikke fortrudt siden. Da jeg ville opleve den indiske kultur på nærmeste hånd, ansøgte jeg om at blive en del af Sangams Community Action Programme. Det betød, at jeg skulle bo fast på Sangam i 3 måneder, mens  jeg arbejdede frivilligt i lokalsamfundet omkring centret. Min ansøgning gik heldigvis igennem og d. 1. januar 2014, imens alle andre lå med tømmermænd, tog jeg med lidt rystende ben afsted mod Indien.

Mine 3 måneder på Sangam var nok nogle af de hårdeste og mest udfordrende måneder i mit liv, men det var også de mest fantastiske! Programmet er opbygget sådan, at man arbejder 4 dage om ugen med én af Sangams Community Partnere og derudover har man en dag om ugen med Hindi undervisning, hvor man også lærer om den indiske kultur. Endeligt har man weekenderne fri til at tage ud at opleve landet, hvilket jeg og de andre deltagere i den grad gjorde.

I mine fire ugentlige arbejdsdage arbejdede jeg for en organisation kaldet Tara Mobile Creché. Denne organisation arbejder med børn, hvis forældre arbejder på byggepladser rundt om i Pune. I Indien er børnehaver eller pasningsordninger ikke rigtig en ting, så hvis familien ikke kan leve uden at begge forældre arbejder, må børnene komme med deres forældre på arbejde – også selvom at det overhovedet ikke er sikkert for børnene at rende rundt på en byggeplads. Det prøver Tara Mobile Creche at afhjælpe ved at oprette pasnings- og skoleordninger tæt på de største byggepladser i byen. Min opgave i de 3 måneder var derfor at være i en af de pasningsordninger og hjælpe børnene med fagene engelsk og matematik.

Mit arbejde i crechen var ekstremt spændende og jeg blev udfordret på en måde, som jeg ikke har prøvet før. Hvordan laver man lige en undervisningsplan for børn, man ikke taler det samme sprog som? Eller hvad gør man, når kvinderne man arbejder med, begynder at give en mad som er alt for stærkt til at man kan spise det, men de bliver meget fornærmede hvis man ikke gør det? Ja, udfordringer var der nok af og heldigvis stod jeg ikke alene med dem.

Vi var fem deltagere, på det program jeg deltog i – tre fra Danmark og to fra England i alderen 19 – 65 år! Og selvom der var en stor aldersforskel, vi alle havde  forskellig baggrund og arbejdede med forskellige Community Partnere, så mødte vi mange af de samme udfordringer og det skabte et helt særligt bånd imellem os.

I mine tre måneder på Sangam lærte jeg ekstremt meget om mig selv og andre. Det er uden tvivl en oplevelse, der har været med til at forme mig og de valg jeg sidenhen har taget. Allerede da jeg rejste fra Sangam i marts 2014, var jeg klar over, at jeg skulle tilbage en dag og det kom jeg heldigvis… Men det må I høre mere om i mit næste opslag.

Katrine Grothe, De Grønne Pigespejdere

I dag samles skyerne i dalen i Adelboden, Schweiz, hvor verdenspigespejdercentret Our Chalet ligger. Det er sidste dag af Helen Storrow Seminar, et ugelangt seminar for unge kvinder om ledelse og miljø, så skyerne samles også i mit sind. De foregående dage har solen skinnet, smeltet sneen og det har føltes som forår. En enkelt dag sneede det, til stor jubel for de, der aldrig før havde oplevet sne.

Jeg kan høre mine nye veninder Josmar fra Venezuela og Benneth fra Filipinerne snakke ude i kulden. Benneth skal have taget et officielt foto, som hun kan sende hjem til sit eget spejderkorps. I går fandt jeg ud af hvor kilden Benneth er, og i forgårs diskuterede jeg alt fra global klimapolitik til hvordan man tilbereder “platano”, en slags banan, med Josmar.

De to piger var i min patrulje, sammen med Leila fra Alaska, USA, og Kateryna fra Ukraine. Sammen fra så forskellige dele af verden fandt vi ud af, at mange af vores glæder, bekymringer, interesser, lokale udfordringer og håb for fremtiden er de samme. Trods de er adskilt af Stillehavet fandt Josmar og Benneth ud af, at mange af deres klimamæssige udfordringer er de samme. Jeg lærte, at selvom det virker håbløst at forsøge at gøre en forskel for vores fælles klima, så må vi starte i det små. Jeg lærte at være som kolibrien der forsøger at slukke en skovbrand; det er nok ikke den lille dråbe vand den kaster på branden, der slukker den, men det eksempel den sætter for andre. Opfordret og udfordret af min patrulje fik jeg mod til, at forsøge selv at være den forskel jeg gerne vil se i verden. At holde fast i, at selvom min ene gerning ikke er meget, så er det et skridt på vejen, en dråbe i bægret, en kolibri, der leder flokken. Selvom jeg bare er en ung kvinde fra Danmark, så kan jeg være med til at gøre en forskel. Modet, mulighederne og de stærke bånd på kryds og tværs af vores klode er det, jeg tager med hjem, fra det 11. Helen Storrow Seminar.

Line Maj Hedegaard, DDS

Foto: Line Maj Hedegaard

I mine internationale spejderopgaver er jeg vant til, at jeg skal forbi lufthavnen og ud på en flyvetur hver gang jeg skal mødes med mine spejderkolleger fra resten af Europa. Men i en weekend i februar var mødestedet pludselig København, og jeg fik lov til at sidde og snakke engelsk med udsigt til Langebro, som jeg kører over hver dag til og fra arbejde. Det er ikke hver dag, man får lov til at vise København frem og svare på massevis af spørgsmål om Danmark – og at arrangere middag for 25 personer på sin yndlingsrestaurant – og jeg nød det!

Grunden til at vi havde besøg af 20 pigespejdere, 2 drengespejdere samt en lille pige og hendes far her i København var, at vi holdt møde i WAGGGS Europas to ”task forces”, som arbejder med henholdsvis diversitet og køn. Weekenden gik med at blive enige om en fælles ramme for arbejdet samt udvikle en række forskellige aktiviteter såsom interviews med medlemslande, en inspirationsvideo der forklare mainstreaming som begreb samt lancering af vores arbejde på Europakonferencen til juni.

Det kræver en masse koordination og organisering at få folk til at arbejde sammen hen over landegrænser og på kryds og tværs af små arbejdsgrupper, så det brugte vi også tid på at få gennemtænkt. Selv har jeg æren af at være ”frivillig formand” for den gruppe, der hedder ”Diversity Task Force” – dvs. at jeg står for at koordinere møder og sikre fremdrift i samarbejde med vores konsulent på kontoret i Bruxelles. Nu er mine europæiske spejdervenner taget hjem fra København, men jeg glæder mig rigtig meget til at se dem igen i en anden by næste gang vi mødes i oktober. Og så må jeg gøre mit bedste for, at arbejdet skrider fremad indtil da, så vi har noget at være stolte af til den tid.

Miriam