Synes du, det kunne være fedt hvis de danske spejdere var værter for et internationalt spejderarrangement? Har du mod på at undersøge, hvad det kræver at være værtsland? Så er det dig vi leder efter!
Pigespejdernes Fællesråd – Danmark (PFD) leder efter gæve spejdere til vores nyopstartede udvalg, som skal skaffe programstof og internationale spejderevents fra verdensspejderorganisationen WAGGGS til Danmark. Vi har brug for spejdere over 16 år, fra alle korps og gerne fra alle dele af landet. Vi vil meget gerne finde et par spejdere som allerede har erfaring med at planlægge store arrangementer og/eller udvikle forløb og kurser, men også gerne nogle, som har lyst til en ny udfordring og mod på at lære mere.
Da udvalget er helt nyt kommer den primære opgave i starten til at være at arbejde på en plan for at få et stort internationalt arrangement til Danmark. Vi har allerede et forslag, som du vil få mere at vide om, hvis du er interesseret. Programdelen af udvalget igangsætter vi lidt senere, når vi har de rigtige mennesker ombord.
I første omgang kommer udvalgets opgaver derfor til at være:
- At udarbejde en strategi for hvilke typer arrangementer vi ønsker til Danmark
- At undersøge hvad det kræver at være værter for et arrangement
- At udarbejde et tilbud på hvordan arrangementet kunne se ud og hvad det ville koste
- At udarbejde en kommunikationsstrategi for hvordan vi kan få arrangementet til landet
- Igangsætte for internationale arrangementer hvor Danmark er vært
Pigespejdernes Fællesråd holder en udvalgsweekend på Sjælland d. 20-21. januar 2017. Vi vil gerne igangsætte arbejdet allerede der, så hvis du kan deltage, er det en fordel.
Lyder det ovenstående som noget for dig? Er du interesseret i at høre mere? Skriv os en kort mail på spejderiverden@gmail.com med lidt om dig selv, og hvorfor du gerne vil være med (ca. 5-10 linjer). Du er også meget velkommen til at skrive med spørgsmål og andet.
Vi søger løbende folk til udvalget, men vi vil gerne høre fra dig hurtigst muligt og helst inden 10. januar 2017.