21. Mar. 2016, Adelboden, Schweiz
I dag samles skyerne i dalen i Adelboden, Schweiz, hvor verdenspigespejdercentret Our Chalet ligger. Det er sidste dag af Helen Storrow Seminar, et ugelangt seminar for unge kvinder om ledelse og miljø, så skyerne samles også i mit sind. De foregående dage har solen skinnet, smeltet sneen og det har føltes som forår. En enkelt dag sneede det, til stor jubel for de, der aldrig før havde oplevet sne.
Jeg kan høre mine nye veninder Josmar fra Venezuela og Benneth fra Filipinerne snakke ude i kulden. Benneth skal have taget et officielt foto, som hun kan sende hjem til sit eget spejderkorps. I går fandt jeg ud af hvor kilden Benneth er, og i forgårs diskuterede jeg alt fra global klimapolitik til hvordan man tilbereder “platano”, en slags banan, med Josmar.
De to piger var i min patrulje, sammen med Leila fra Alaska, USA, og Kateryna fra Ukraine. Sammen fra så forskellige dele af verden fandt vi ud af, at mange af vores glæder, bekymringer, interesser, lokale udfordringer og håb for fremtiden er de samme. Trods de er adskilt af Stillehavet fandt Josmar og Benneth ud af, at mange af deres klimamæssige udfordringer er de samme. Jeg lærte, at selvom det virker håbløst at forsøge at gøre en forskel for vores fælles klima, så må vi starte i det små. Jeg lærte at være som kolibrien der forsøger at slukke en skovbrand; det er nok ikke den lille dråbe vand den kaster på branden, der slukker den, men det eksempel den sætter for andre. Opfordret og udfordret af min patrulje fik jeg mod til, at forsøge selv at være den forskel jeg gerne vil se i verden. At holde fast i, at selvom min ene gerning ikke er meget, så er det et skridt på vejen, en dråbe i bægret, en kolibri, der leder flokken. Selvom jeg bare er en ung kvinde fra Danmark, så kan jeg være med til at gøre en forskel. Modet, mulighederne og de stærke bånd på kryds og tværs af vores klode er det, jeg tager med hjem, fra det 11. Helen Storrow Seminar.
Line Maj Hedegaard, DDS
Foto: Line Maj Hedegaard