Forandringsagenterne i Island

I efteråret var Ditte Lintrup en af de danske spejdere, der tog til Island for at deltage på kurset Forandringsagenter sammen med en masse andre spejdere fra hele Norden. Her kan du læse mere om hendes oplevelse.

Island har altid været en af mine drømmedestinationer, så da jeg fandt ud af at jeg skulle til Island med spejdere fra hele Norden blev jeg enormt glad! Jeg vidste allerede der at det ville blive en oplevelse jeg ville nyde fuldt ud, og virkelig suge til mig.

Forberedelserne inden turen der op var gode til at sammenryste os. Vi talte sammen over ”hangouts” på google, og fik derved planlagt alle de opgaver vi skulle nå inden vi satte vores fødder på Island. En af de opgaver vi fik var at lave et lille spejdermøde som vi gør det i Danmark. Dette var lidt svært da vi er fra forskellige korps, og afholder vores møder på forskellige måder, men vi fandt tilsammen frem til en løsning, som blev rigtig populær hos de andre nordiske spejdere.

img_9267

Da vi ankom til Island var der så tåget at man ikke kunne se hvad der foregik 10 meter længere fremme, hvilket gav et sjovt førstehåndsindtryk af det nye meget nordlige land vi var ankommet til, og allerede der mødte vi de andre spejdere, der kom fra Sverige, Norge, Finland og så selvfølgelig fra Island.
Vi kørte i en lille bus ud til et spejdercenter kaldet Úlfljótsvatn, hvor vi skulle tilbringe de næste 4 dage. Det var et utrolig flot område, det er jo Island. Úlfljósvatn er også det sted hvor der bliver holdt ”Worldscoutmoot2017”.

img_9330

Så skulle vi også lave en fremlæggelse om hvordan det er at være ”rover” (senior/klan spejder) i Danmark. Her valgte vi at præsentere vores forskellige korps, noget om Ungdomsøen, adventureraces og til sidst inviterede vi dem til Spejdernes Lejr 2017.

Generelt set var det en vildt fed oplevelse at tage til Island som forandringsagent. Jeg har fået så mange nye venner og bekendtskaber, og haft 4 dage jeg aldrig vil glemme. En ting er sikkert… Jeg skal helt sikkert der op igen 😀

Spejderhilsner,

Ditte Lintrup, Det Danske Spejderkorps

img_9351